I dine fodspor finder sted i Georgien, hvor jeg har halvdelen af mit ophav. Gennem ord og billeder forsætter jeg min søgen efter min far, min familie og mig selv
Gate H38
Her begynder det
LH 2558 Tiflis 22:15.
En times transit i München.
Det summer i gaten. Lavmælt snak. Og alligevel kan jeg ikke koncentrere mig om mor i røret. For det er en summen, jeg sjældent hører, men som engang var utrolig familiær. Nu er den bekendt. Alligevel hjemlig. Den er smuk. Så utrolig smuk og glæden over gensynet spreder sig fra min mave til mine smilebånd. Det her er en af lydene, jeg forbinder med min far. En af lydene fra min barndom.
Jeg lytter. Prøver at skelne ordene fra hinanden. Det som et spil memory. Finder ord i deres samtale, der passer med ord i min erindring. Hvor meget kan jeg egentlig? Mere end jeg tror. Mets, modi, me mindar.
De taler i koder, jeg så inderligt gerne vil knække.
Til højre to kvinder. Til venstre to mænd. Og hvilke to mænd; henslængt i deres sæder, det ene ben 45 grader mod venstre, det andet 45 grader mod højre, masken under den store, buede næse. Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg er på vej hen:
Georgien. Sakartvelos. Min fars land. Der hvor jeg har halvdelen af min oprindelse, men et sted jeg alligevel kender så lidt.
Mama malemova. Far kommer. Det gør han ikke, men det gør jeg og det føles et øjeblik som at komme hjem!
Støjen omkring mig er en anden end derhjemme
.. og jeg narres til at tro, at her er stille og fredfyldt. Det er det i virkeligheden kun i et kort øjeblik i de tidlige morgentimer, hvor frøernes kvækken er stilnet hen. Der må være tusindvis af dem. Hundredtusindvis, for jeg kan næsten altid høre dem, uanset hvor jeg går hen. Jeg tænker, om det betyder, at farmor og onkel bor i et sumpområde? Om sommeren er her mange myg. Det må hænge sammen.
Jeg ved ikke, hvilket system der deler dagen op. Det er ikke kaffen, for den kommer i tide og utide efter jeg nævnte, at jeg drikker den derhjemme.
Det er ikke farmors elskede hund, Mars, som skal luftes, og ej heller solen der dikterer dagens rytme.
Og det er i hvert fald heller ikke forpligtelser ude i byen, for her er arbejdet i huset og haven.
Jo, jeg ved det jo godt: for nu er det mig.
Kaffen står klar, når jeg er oppe. Det har onkel sørget for. “Kushet” spørger farmor, og så bliver der serveret; ris med rosiner, appelsiner, æg, brød, feijoa marmelade, chokolade og the.
Så går vi på tur og når vi er tilbage, spiser vi igen. Før 15 har jeg spist hvad der svarer til mit daglige indtag.
Sådan går dagene, og før jeg ved af det, går turen hjem igen - et par kilo tungere men af ren kærlighed
lørdag 00:13.
tog ud i natten, for at se på tordenvejr. jeg kan godt lide tordenvejr. det føles som om jorden forsøger at trænge igennem til os, beder om vores fulde opmærksomhed, for at sige noget vigtigt men af kærlighed og omsorg. jeg føler mig lille og mine problemer ubetydelige. så slipper jeg tankerne for en stund, og med ærefrygt kigger jeg på lyn, der bryder mørket og lytter til buldrende brag, der får nabolagets gamle huse til at skælve.
som jeg leder efter det rette sted at se på tordenvejr, river et lyn op i himlen, og pludselig tømmes den for alt, hvad den bar på. men jeg mærker intet, for dråberne er varme. varmere end de tårer, der lidt forinden løb ned af mine kinder. ikke noget alvorligt. jeg er bare træt, og slet ikke klar til at skulle hjem igen. jeg søger i ly af porten til en boligblok.
jeg tog hjemmefra for at undslippe mine tårer, men træder ud i himlens tårer. alt hvad jeg føler indeni, bryder ud omkring mig. men det er en gave til mig; jorden tager over for mig, giver mig lov til bare at trække vejret og få ro. så jeg sidder her og lytter. til regnen der hamrer hårdt på byens bliktage og plasken fra bilerne, der trænger igennem små floder af mudret regnvand. som regnen stille og roligt ophører, falder roen omkring mig. mine øjne bliver tunge og jeg må hjem i seng.
tak, lille moder jord
Det viser sig
…at farmor er halvt ukrainsk og halvt russisk. Men født og opvokset i Kasakhstan, og startede så egen familie i Georgien.
Jeg er ikke rodløs, men jeg kan godt føle mig sådan til tider.. og så tænker jeg på, om hun kender den følelse, og om den kan gå videre fra generation til generation. Ligesom jeg ved både mor og far i deres ungdom længtes, ligeså meget som jeg gør, efter den verden der var uden for deres egen. Far skyndte sig afsted til Tyskland efter Soviet, og mor opholdte sig i Mellemøsten i flere år. Jeg selv trives allerbedst, når jeg er langt væk hjemmefra, og drømmer om at bo alle andre steder end her.